Hvert år afholdes dykkereventet "Dykkerklokken". Navnet kommer fra den skibsklokke, som går på omgang mellem de arrangerende klubber. Denne gang gik turen til Frederikshavn, hvor 60 dykkere fra hele landet mødtes fredag middag og dykkede indtil søndag middag.

Frederikshavn er nok mest kendt for boblerevene ude ved Hirsholmene, og det er personligt et dyk, som har stået på min egen bucket-liste i op mod 10 år. Flere gange har der været planlagt ture derop, men det er altid blevet aflyst pga. dårligt vejr eller manglende deltagere. Men nu skulle det være!

6 Vandbisser havde meldt sig på turen – Jacob Bager, Christian Bager, Christian Holm, Morten Nikolajsen, Claus Krüger og undertegnede, Claus Mørup.

Briefing.jpg

Fredag

Fredagens eftermiddagsdyk skulle være et vragdyk på slæbebåde Freja, som sank i 1994, efter den pludselig begyndte at tage vand ind. Oprindeligt var historien at skruen var faldet af, og at der derfor kom vand ind, men det kan man tydeligt se ikke er rigtigt, da skruen sidder fint på sin plads. Vraget er et Anders And vrag, som står ret op fra bunden, og er utroligt nem at finde rundt på, da det kun er ca. 20 m langt. Bunden ligger på ca. 25 m, så hvis man holder sig ved rælingen, er det lige ved at man kan være med som OWD… Men da man jo altid skal ned og se skruen, er det klart at foretrække at være AOWD eller lign.

Jeg var desværre forhindret i at være med på fredagens dyk, så jeg var temmelig irriteret over, at jeg ikke kunne være med på vraget – dem som har dykket med mig ved jo godt, at jeg har det bedst, når min dragt er dækket af rust! Så da jeg dukkede op til aftensmaden fredag var jeg meget spændt på at høre om dykket. ”Det var suverænt”, ”Fedt vrag”, ”Store torsk” var noget af det der blev sagt, men alle manglede dén der glød i øjet, når man har haft et rigtigt fedt dyk… De måtte krybe til korset og fortælle, at vragdykket var blevet aflyst pga. dårlig sigt (man kunne ikke finde vraget!), og i stedet havde de dykket på en vindmølle lige uden for havnen – det havde været skuffende! Så jeg var ikke gået glip af noget – fedt for mig, synd for dem…

Frederikshavn Dykkerklub havde lagt hovedet i blød, for at finde ud af, hvad man skal servere til 60 sultne dykkere. Denne fredag var svaret ”Pizza”! En varebil trillede ind med pizzaer til alle – hvilken god start på forplejningen, som kun blev endnu bedre senere…

alle dykkere.jpg

Normalt sørger den lokale klub for overnatningsmuligheder til alle, men vi var så heldige at Morten har et sommerhus i Sæby, så vi kunne trække os tilbage til huset, hvor vi sad og kiggede på stjerner og satellitter, og snakkede om Andreas Mogensens kommende tur til ISS. En super hyggelig afslutning på en god første dag.

havudsigt.jpg

Lørdag

Når man skal sejle ud til alle dyk, så skal man tidligt op, og kl. 7:30 var der morgenmad på havnen, så vi skulle tidligt op og køre ind til Frederikshavn Havn. Efter en omgang kaffe, kakao, juice, rudbrød og rundstykker gjorde vi udstyret klar. Vi skulle seje med Dykkerklubben Krabbe fra Nykøbing Mors – en flok fantastisk hyggelige gutter, som kun havde 2 leveregler: ”Øl koster 10 kr.” og ”Vi dækker over hinanden.” Det var dælme sjovt at være på tur med dem!

Både.jpg

Dagens første dyk skulle være på den del af boblerevet, som man kalder ”Hulerne”. Boblerevenes historie går 125.000 år tilbage, hvor en masse gamle planter blev fanget under sandet pga. istiderne, og denne plantemasse bliver langsomt nedbrudt, og metan bobler op gennemsandlaget. I sandet er der en masse mikroorganismer, som optager metanen og omsætter den til kalk. Sandet omkring kalken er så skyllet væk, og tilbage står nu en masse formationer som enten lodrette søjler, eller som et virvar af skæve og snoede skulpturer, som danner en masse store huler. Nogle af hulerne er så store, at man kan svømme igennem dem.

I og med at revene står på en sandbund, er der ikke så mange andre steder dyrene kan gemme sig, og der er altså masser af liv på revene. Der er selvfølgelig de sædvanlige fisk og strandkrabber, men som en bonus er der også taskekrabber – og det er ikke kun små håndtasker, men store rygsække. De var kæmpestore! Alt i alt et rigtigt godt dyk på 10 m og med en sigt på 5 m.

Taskekrabbe.jpg

Til frokost sejlede vi ind på Hirsholmene, hvor der blev disket op med lun leverpostej, pålæg og kage. Lækkert!

Frokost lørdag.jpg

Dagens andet dyk skulle egentlig have været på ”Søjlerne”, men dem som havde været derude om formiddagen meldte om 1-2 m sigt, så vi besluttede sammen med Mors klubben at vi skulle på Freja. Det var vi ikke de eneste som havde tænkt, så der var lidt kø på torvet, men det gik OK – folk var gode til at give hinanden plads.

Vraget var som tidligere beskrevet, og et ganske godt vragdyk. Vi kom hele vejen rundt 3 gange, og fik kigget ind i alle de hullerne og revner jeg kunne finde, og jeg kom op med rust på dragten og et smil på læberne!

Efter 2 gode dyk tror man ikke det kan blive bedre, men det kunne det! Den lokale slagter kom slæbende med en helsteg gris med flødekartofler og salat. Og som om det ikke var nok, så trillede man en isbar ind – what’s not to like! Baren blev også åbnet og der blev lavet Irish Coffee i stride strømme! Om natten svedte vi svinefedt og flødeis!

gris.jpg

Søndag

Søndag morgen var vi noget flade, og vi vidste ikke helt hvad vi ville… Stemning var mest til, at hvis ikke vi kom på søjlerne, så ville vi springe over og køre hjem. Vi fandt de fleste af gutterne fra Mors (nogen var gået tabt i Frederikshavns natteliv), og de ville også på søjlerne for at kunne sætte kryds ved alle 3 dykkerspots. Så vi skyndte os at fylde en båd og så drog vi ud mod søjlerne i høj solskin og kun små bølger. Ude ved søjlerne fik vi bundet på og kom i vandet. Sigten var ikke mere end 3-5 meter, og når søjlerne står med op til 10 meters mellemrum, så kan de være svære at finde. Heldigvis havde vi hørt efter, og vidste at vi skulle dykke mod nord. Det gav pote, og vi fandt 7-8 forskellige søjler. De højeste var omkring 3,5 meter høje og bunden var på 11 m. Vi hørte fra andre, at de ikke havde hørt efter, og havde bare svømmet i ring om den ene søjle i 20 minutter, inden de gik op. Vi havde 45 min.

selfie i båd.jpg

Tilbage i havnen blev der udvekslet kontaktoplysninger med Mors, og vi har snakket om at skulle op i Limfjorden og dykke på det stenrev, som ligger NV for Livø. Ud over fede dyk og godt selskab, er det netop erfaringsudvekslingen som er i højsædet på sådan en tur.

Hvis man skulle finde på at lave en tur til Frederikshavn engang, så skulle dykker planen hedder Freja og Hulerne. Det var helt sikkert de bedste dyk, og vil tilfredsstille både vrag- og salatdykkere.

Dykkerklokken er nu givet videre til Fyn, hvor de fynske klubber vil gå sammen og arrangere eventet i 2024. De kan helt sikkert byde på mange gode steder som f.eks. Gudrun mod nord, Storebæltsbroen og vraget i Nyborg havn mod øst, Ærøsundfærgen mod syd og Lillebælt mod vest. Der bliver helt sikkert igen noget for alle! Vandbisserne tager uden tvivl afsted igen, og det vil i givet fald være 4. år vi deltager. Tilmelding åbner engang til januar/februar, og der vil blive meldt ud i klubben omkring tilmelding.

Bager kage.jpg